Kouvolan Lakritsi er en af Finlands ældste lakridsfabrikker, der blev grundlagt helt tilbage i 1906. Det var dog først i julen 1945, at lakridsproduktionen for alvor kom i gang og i 1960, at man udviklede den opskrift, som Kouvolan Lakritsi laves efter den dag i dag. Det var nemlig året, hvor man hentede den engelske lakridsekspert Mr. Knoch til de 1000 søers land for at fintune opskriften, der resulterede i den kendte søde finske lakrids, som siden er blevet et verdenskendt varemærke.
Salget var kickstartet og derfor skulle lakridsen da også have et flot, internationalt navn og blev kaldt ENGLISH TASTE, for nu var det jo engelske Mr. Knoch, der havde en stor del af æren for succesen.
Navnet faldt bare ikke i finnernes smag eller udtale, heller ikke på gebrokkent engelsk, så lakridsen blev aldrig kaldt andet end den by, den var fra, nemlig Kouvolan. Det tog ledelsen ad notam og ændrede derfor navnet til Kouvolan Lakritsi, som det stadig hedder, selvom nye ejere kom til i 2008. Fra 2014 blev Kouvolan Lakritsi kørt videre af eneejeren Timo Nisula. Endnu en fabrik blev åbnet i Kouvalans tidligere handelsskole i 2022.
Her fortsætter lakridseventyret og Danmark er et af de lande, der for alvor har taget den finske lakrids til sig.
Over årene har Kouvolan lakrids vundet en række internationale priser og er af det engelske magasin LUXlife blevet kåret som verdens bedste lakridsproducent i 2020, 2021 og 2022.
Det er første gang, at en finsk producent deltager i The Liquorice Taste Award i Danmark og vi er selvfølgelig megaspændte på, hvordan både juryen og Lakridsfestivalens gæster tager imod signaturproduktet fra Kouvolan og om Mr. Knochs hemmelige opskrift fra 1960 stadig holder?
|