Inspiration til Furesø oplevelser og grønne glæder Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
 

Alle veje fører til Store Picnicdag

Søndag d. 3/6 peger alle skovturspile mod Furesøbad.
 
Find sommerhatten og badetøjet frem, hop på cyklen og sæt kursen mod et Furesøbad, der denne dag summer af skovtursliv og aktiviteter i både børne- og voksenhøjde.
 
I nyhedsbrevet løfter vi sløret for udvalgte high lights på Store Picnicdag. Hele oplevelsesmenuen for både lørdag og søndag kan du se på picnicfestival.dk, hvor du også booker ture med begrænset antal pladser og de lækre Furesø Picnicbokse.
 
Huskede vi at sige, at der er GRATIS entré til Store Picnicdag?
 

Picnic for de madglade

De rødternede picnicborde står klar med den skønneste søudsigt, når du vil nyde din Furesø Picnicboks med lokale lækkerier. Du kan også tage eget picnictæppe med og slå dig ned på stranden eller nyde din Picnicboks ombord på Baadfarten eller tage den med videre ud i sommerlandet.
 
I madteltet kan du få inspiration til skovturs snacks og picnic tapas, smage på økologien i Furesø’s køkkener og skolehaver eller være med til at tilberede mad på et bålkomfur.
 
Børnene kan fiske en grøntsag og lave deres eget bidrag til familiens picnickurv.
 
Mesterkokken fra Kolle Kolle er rykket ud i det grønne sammen med elever fra Lille Værløse Skole for at give en appetizer på det succesfulde projekt ”Skolen ud i virkeligheden”. Glæd dig til små smagsprøver og inspiration til Picnic tapas.
 
Fra campingvognen Aase fra Edamus er der inspiration til økologiske grøntsags picnicshots.
 
Vil du spise som en superligaspiller, er der små retter på picnichylderne fra FCN’s nye BITE Deli koncept.
 
Husk at forhåndsbooke din Furesø picnicboks med lækkerier på forhånd og senest torsdag d. 31.maj kl.15.
 
Der kan også bookes børnebokse. Se menuer og madoplevelser her!
 

Picnic for de kreative – Kunst i vandkanten

Det er megahyggeligt at tage en pause i skyggen og få lov til at udfolde sine kreative talenter.
 
Med inspiration fra den skønne Furesø, inviteres du til at male bølgebilleder med naturens materialer (tusch på papir dyppet i Furesøens vand) eller tegne med kul, soya, madkulør eller kaffe, efter naturens former og mønstre på papir.
 
Workshoppen er for både børn og voksne og er arrangeret af Skovhusets billedkunstlærere.
 
P.S. Er du vild med kunst i naturen, så snyd ikke dig selv for et besøg i Skovhuset med udsigt til Søndersø og den aktuelle udstilling ”Wood”, der løber frem til 24/6. Kunstnere fra Danmark, Sverige og Tyskland har tryllet med træ – på træ – i træ – af træ- olie, lak, garn og pigmenter.
 
Farum Kulturhus har også taget kunsten med ud i det grønne og byder på en forsmag på udstillingen ”Frokost i det grønne”.
 

Picnic for de nysgerrige

Geocache feberen har også ramt Furesø og på Picnic Festivalen kan du møde en af de mest dedikerede geocachere, som både giver dig en fin intro til universet og har skræddersyet en GPS skattejagt til dagen.
 
De voksne må også gerne være med.
 
Er du vild med historiske fortællinger, så kan du kaste dig ud i en skovtur inkl. røverhistorier! I anledning af Picnic Festivalen byder Furesø Museer på Podwalken ”Stemmer fra Furesøbad og omegn”, som indeholder otte spændende fortællinger om bl.a. jernbanebisser, frihedskæmpere, landevejsrøvere og en slagfærdig skovløberkone.
 
Turen er 1,5 km lang, så alle kan deltage!
 
Læs mere om Furesø Museer her.
 

Det musikalske krydderi

Det er ikke hver dag, man får serveret Big Band musik til sin frokost!
 
Big Dipper Band har hjemsted i Furesø Kommune og kan stadig efter 34 år begejstre deres publikum med Big Band musik i den store jazz-tradition med vægt på solospil, vokalindslag & improvisation.
 
Man er slet ikke i tvivl om, at forsangeren Niels Bull har Frank Sinatra, Tony Bennett og andre store crounere som forbillede og orkesterleder Ole Kock Hansen (tidligere, mangeårige leder af DR Big Band) styrer big bandet sikkert gennem dagens picnic koncert.
 
Der er også musik på vandet, når Baadfarten lægger fra kaj med sin Swingende Picnicsejlads på hele to særture.
 
Husk at booke plads på forhånd her.
 

Et nyt vartegn for Furesø får liv under Picnic Festivalen

Kan man både udfolde et arbejdende ”Kunst i naturen værksted” og kreere et blivende kunstværk, der symboliserer Furesø’s værdier, der samtidig er den røde tråd i den årlige Picnic Festival?
 
Det startede som en spæd idé om at male på små strandsten, der kunne få lov til at blive liggende i vandkanten efter Picnic Festivalen.
 
Ideen og stenen rullede videre og ambitionerne voksede.
 
Så nu er den særligt udvalgte granitsten på 1,8 tons flyttet ind ved indgangen til Furesøbad og lige om lidt flytter også den lokale Doodle Art kunstner Barbara Kaad Ostenfeld fra Art by BAKAOS ind i det grønne.
 
Arbejdet med stenen påbegynder flere dage før festivalen og kulminerer med afsløringen af det færdige eller ”næsten” færdige værk, når Store Picnicdag løber af stablen søndag d. 3/6.
 
Vi glæder os til at se Barbaras fantasifulde og farverige univers folde sig ud på stenen.
 
En stor tak skal lyde til STARK Enterprise for donation og rengøring af stenen, til Værløse Bymidte for lån af telt og især til Flügger farver i Farum for bidrag med materialer.
 
Her flytter stenen ind og Barbara har allerede taget den til sit hjerte!
 
Få mere info om Barbara og BAKAOS her og Flügger farver i Farum her!
 
Barbara Kaad Ostenfeld fra Art by BAKAOS og Eva Vedel, initiativtager og arrangør af Picnic Festivalen
 

Picnic for de aktive

FCN har stadig ikke fået armene ned efter at have vundet en bronzeplacering i Superligaen.
 
Det skal fejres med picnicfodbold i vandkanten. I næste uges nyhedsbrev løfter vi sløret for deres aktiviteter.
 
Indtil da, bringer vi det samlede program her (kan downloades som pdf) og anbefaler hurtig booking af picnicbokse, billet til Picnic Expressen og aktiviteter med forhåndsbooking.
 
Book din picnicoplevelse her!
 
Like os på Facebook og modtag de seneste nyheder!